Dig og din partner

På samme måde som smertefuldt blæresyndrom påvirker din relation til din familie, partner, venner og kolleger, påvirker den også, hvordan du og partner er intime sammen. De fleste BPS-patienter har mange smerter i underlivet, og derfor kan det være særdeles smertefuldt at have sex. 

Det betyder, at det indimellem kan blive konfliktfyldt, hvis din partner har forventninger om sex, og du bekymrer dig om, om du nu får ondt, og måske afviser ham eller hende. Det kan give dig en følelse af at være utilstrækkelig, fordi du ikke længere kan tilfredsstille din partner. Og din partner kan omvendt føle sig skamfuld og skyldig over at have lyst, når nu han eller hun ved, at det kan påføre dig smerte. 

Det kan blive en ond cirkel, og den er vigtig at bryde. Det er nemlig vigtigt for vores helbred at være intime sammen. Det giver samhørighed, kropskontakt og energi og en følelse af, at man selv – og sammen med sin partner – kan bidrage til velvære og derfor nemmere overkommer smerterne, får energi, lyst osv. 

Urologen Hanne Kobberø, som har en master i sexologi, mener, at det er vigtigt at tale om det – selvom det kan være svært. 

Hendes råd er:

  • Vær tydelig om, hvad sygdommen gør ved dig, og hvor du ‘er’. Der er mange måder at være intime på. Prøv at tale om, hvad sex betyder i jeres forhold. Måske kan I finde en anden måde at være sammen på, som tilfredsstiller jer begge to? 
  • Hvis ikke din urolog har spurgt dig, hvordan det går med din seksualitet – eller hvis det er længe siden – så tag det selv op i en konsultation, for nogle symptomer kan faktisk afhjælpes. 
  • Mange BPS-patienter er opspændte i underlivet og har myoser, fordi de har så mange smerter. Men en fysioterapeut kan hjælpe med at løsne smerterne. Det løser ikke problemet, men det hjælper lidt på vej. Du kan finde en fysioterapeut med speciale i underlivet her
  • Brug evt. hjælpemidler før, under eller efter sex, fx glidecreme undervejs eller is bagefter.